Tandemspring: Hvad er den lille hvide mini-faldskærm til?

Kim Bo Larsen Artikler

Du sidder sikkert tit og kigger på faldskærmsudspring på youtube, eller billeder på vores facebook. (det gør vi også tit selv)
Og når du ser video eller billeder af tandemspring, så undgår du ikke at ligge mærke til den lille “mini-faldskærm” der bliver åbnet lige efter tandemspringerne hopper ud af flyet. Men hvad er det egentlig for en faldskærm, og hvorfor bruger man den ved tandemspring?

Baggrundsviden
Et tandemspring er to mennesker der sammenspændt hopper ud af et fly. Personen foran er den “uerfarne” og den bagerste er instruktøren. Han er også den der har faldskærmen på.
En solo-faldskærmsspringer vil efter ca. 12 sekunders fritfald, falde med omkring 180-200 km/t. Dette er afhængig af hans krops overfladeareal der er imod vinden (vender mod jorden) og hans vægt.
Et tandempar derimod vil efter ca. 15 sekunder falde med omkring 280-320 km/t da parrets overfladeareal imod vinden er det samme som solospringeren, men vægten er dobbelt så høj.

Åbningshastigheden
Når faldskærmen åbner vil man i løbet af 3-6 sekunder blive bremset op, og hastigheden med faldskærmen er herefter ca. 20 km/t. For et solospring er dette ikke noget problem. Man forventer en dejlig blød åbning af faldskærmen, og deaccelerationen er ikke voldsom. Men et tandempar der skal bremses fra 320 km/t ville være en ret voldsom oplevelse. Derfor bruger vi mini-faldskærmen “drougen”.
Drougen bremser tandemspringerne ned til samme hastighed i fritfald som en solospringer, så åbningen af faldskærmen ikke bliver for voldsom.

Stabilitet
Fordi de fleste tandempassagerer aldrig har sprunget ud af et fly før, kan det godt virke lidt uvant. Den er vi helt med på, og derfor kan man den første gang godt komme til at flagre lidt med arme og ben. Gør man det alene i fritfald, kan man godt blive “ustabil” i fritfald. Man kan ligge og vugge som et blad der falder igennem luften, dreje rundt om sig selv eller endda gå i spin og ligge på ryggen. Disse ting er en ulempe når faldskærmen skal åbnes, da den kommer ud fra ryggen, og gerne skal fange noget luft, og ikke dine arme og ben.
På et tandemspring er instruktøren i stand til at klare disse situationer, og kan “flyve” parret stabilt igennem luften næsten uanset hvad passageren gør. Men drougen klarer også en del af arbejdet. Den holder parret stabil i fritfald.

 

ingen drouge – ingen faldskærm
Drougen sidder fast på en lang strimmel af kevlar, som man også bruger til at lave skudsikre veste af. Kevlarstrimlen sidder fast på posen (bag’en) som faldskærmen er pakket ned i. Denne bag ligger pakket ned i rygsækken (seletøjet) som instruktøren har på.
Når instruktøren gerne vil have faldskærmen åbnet i ca. 1500 meter, trækker han i et håndtag som trækker den split som holder bag’en fast i seletøjet. Drougen har har en del træk vil så trække bag’en ud af seletøjet – faldskærmen ud af bag’en og faldskærmen vil begynde at åbne sig op. Så drougen har en ret vigtig funktion i forhold til at åbne faldskærmen.
Når bag’en kommer ud af seletøjet, kollapser drougen så den ikke trækker for voldsomt. Dette gør også at faldskærmen vil flyve bedre når den er åbnet op. Havde drougen ikke været kollapset, ville det føles som at køre rundt i en bil med håndbremsen trukket.